Publication Laka-library:
Skal vi satse pa atomkraft? (1974)
| Author | Ingeniorens Ugeblad |
| Date | 1974 |
| Classification | 2.10.0.00/08 (DENMARK) |
| Front |
|
From the publication:
FORORD Skal vi bygge atomkraftværker i Danmark? Spørgsmålet er i dag mere aktuelt end nogensinde, og det har i befolkningen skabt et behov for en dybtgående og saglig information om atomkraften og dens samfundsmæssige betydning. Allerede for et års tid siden besluttede Ingeniørens Ugeblad at fremskaffe og publicere et fyldigt og nogenlunde lettilgængeligt oplysningsmateriale om atomkraft med speciel vægt på de sikkerhedsmæssige problemer. Vi har nu samlet de offentliggjorte artikler i denne publikation, der omfatter 34 bidrag skrevet af 21 forskellige forfattere. For at lette forståelsen er der bagest i hæftet gengivet en ordliste. Hovedvægten er lagt på det oplysende og refererende stof. Selve atomkraftdebatten berøres i enkelte indlæg, f.eks. i en kronik om USA-debatten samt i tre interviews. Det er vort håb, at de oplysende artikler kan bidrage til at besvare en række af de spørgsmål, der rejses i den aktuelle debat. De sikkerhedsmæssige problemer behandles specielt i publikationens første halvdel. Her gennemgås sikkerhedssystemer, kontrol med værkerne, strålingsrisikoen, uheld, affald, risiko for produktion af kernevåben m.m. I publikationens sidste del gives en række tekniske oplysninger om de forskellige reaktortyper samt om atombrændslet. Flere artikler tager sigte på en sammenligning af atomkraften med andre energikilder. Det gælder således den indledende artikel af professor T. Bjerge samt et par artikler af lektor, civilingeniør Uffe Korsbech i publikationens sidste del. Her er også til allersidst gengivet nogle lidt ældre artikler fra ugebladet (marts 1973 samt sommeren 1970). Disse artikler er medtaget, fordi de fortæller lidt om, at energikriser har været forudsagt igennem længere tid. I publikationen har vi. ikke beskæftiget os med andre alternativer end atomkraften. Det hænger sammen med, at så godt som alle eksperter er enige om, at der ikke inden for de nærmeste årtier findes andre realistiske alternativer i energiproduktionen end netop atomkraften. Spørgsmålet om en dansk energipolitik er kun sporadisk berørt, idet vi har følt, at det faldt uden for rammerne for denne publikation. Det er naturligvis afgørende for en energipolitik at fremskaffe realistiske skøn over den fremtidige vækstrate. I debatten kan man møde synspunkter, der fremhæver det ønskelige i en meget stærk opbremsning af væksten, og nogle taler om lavenergisamfundet som et ønskværdigt mål. Vi kan ikke dy os for en advarsel mod en alt for kraftig opbremsning. For den vil uvægerligt ramme de socialt dårligst stillede hårdest. Det gælder globalt og det gælder nationalt. Som eksempel skal blot fremhæves, at den seneste oliekrise ramte udviklingslandene hårdere end de udviklede lande. Samtidigt kan man i de udviklede lande se nogle slå til lyd for nedskæringer i hjælpen til udviklingslandene som led i sparebestræbelser. Ingeniørens Ugeblad har i øvrigt til hensigt at supplere det her givne oplysningsmateriale med flere artikler i bladet. Såfremt der viser sig interesse herfor, vil disse blive udsendt i et supplementshæfte. Med venlig hilsen Ingeniørens Ugeblad
This publication is only available at Laka on paper, not as pdf.
You can borrow the publication or request a copy. When we're available, this is possible for a small fee.